Børnebiblioteket i Montedónico
Det lille containerbibliotek i Montedónico har åbent fra mandag til fredag, og er beliggende i et socialt udsat område i byen. Biblioteket blev oprettet i 2011, og Rotary Sindal & Hjørring har indrettet de tre containere med et funktionelt og indbydende design, så børnene i området kunne føle sig velkomne og trygge. Containerbiblioteket blev transporteret fra Danmark og blev installeret ved siden af Puertas Negras Family Health Centre takket være en aftale mellem Valparaiso kommune, Rotary Danmark, Rotary Valparaiso og Nordisk-Chilensk Kulturformidling.
Biblioteket i Montedónico henvender sig til lokale børn fra 3 til 12 år med bøger, workshops, spil og leg. Biblioteket udlåner bøger til hjemmene og udvikler forskellige programmer til læsestimulering i samarbejde med den lokale skole og andre sociale organisationer i nabolaget. Der er gratis adgang på biblioteket. Et af hovedformålene med arbejdet er at give familierne i området adgang til børnelitteratur af høj kvalitet, samt at synliggøre børnene, og sørge for, at de respekteres af deres jævnaldrende og af voksne.